Ejvind Frausing Hansen, Overlæge på Hvidovre Hospital - Lungemedicinsk Sektion

"Jeg har været meget glad for coachingforløbet, og det har hjulpet mig meget med at komme videre i mit liv efter en periode med rådvildhed og frustration over mit arbejdsliv. 

 

Hvis jeg skal sige mere overordnet hvad der har været rigtig godt ved at have det forløb jeg har haft hos dig så er det følgende:

Fokus på interaktionen mellem person og arbejdsliv. Det er altså ikke kun den psykologiske vinkel med fokus på individet, men et meget helhedsorienteret syn: Hvordan kommer jeg til at trives med mit arbejdsliv, når jeg nu er indrettet, som jeg er, og er glad for nogle udfordringer, mens jeg ikke trives med andre udfordringer.

 

En meget ligeværdig og åben dialog mellem dig og din klient. Jeg har egentlig ikke følt mig som klient, og dig som coach/terapeut, men mere som en der sad i din dagligstue og snakkede om alt muligt, men alligevel så styret at det førte mod et mål, nemlig en afklaring af hvad der skal ske for at jeg får et godt arbejdsliv.

 

Jeg har ikke følt det som en ulempe at du ikke kender sundhedsvæsenet i detaljer. Det har givet en åbenhed som har givet mig mulighed for at beskrive nogle mekanismer - og alene det at beskrive bidrager til en form for afklaring. At sætte ord på tanker er en forudsætning for at kunne sætte sig mål, tænker jeg. Hvis jeg nu snakkede med en anden læge om de samme problemer, ville det hurtigt ende i meget detaljerede forslag og "tekniske løsninger", mens du nysgerrigt kan spørge ind til, hvordan mit arbejdsliv er skruet sammen og dermed tvinger mig til at beskrive på en måde, som skaber klarhed i mit eget hoved.

 

Samlet set mener jeg, at du har et rigtig godt tilbud til læger og sygeplejersker som er kørt fast i produktivitetskrav, besparelser, manglende tid til patienterne, dokumentationstyranni, big brother is watching you, Sundhedsplatforms-implementering, driftsmålsstyring etc. Løsningen er jo at gribe ind inden der bliver tale om en manifest stresssituation og sygemelding. Her tænker jeg, at samtaler med dig er en vej til at skabe klarhed om egne mål og tanker, og til at finde ud af, hvordan man skal sadle om, inden det er for sent. 

 

Det har været særdeles frugtbart for mig! Og det skylder jeg dig stor tak for!

 

Du kan enten bare give mig titlen overlæge eller skrive forhenværende specialeansvarlig og ledende overlæge, men nu mere lykkelig menig overlæge :-)"